Professor

Keld Kjeldsen er pr. 1. september 2011 udnævnt til professor i klinisk og eksperimentel kardiologi ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet. I den anledning udsendte Aalborg Universitet følgende pressemeddelelse:


Styrker forskning i pludselig hjertedød · 8. november 2011

Herhjemme dør årligt ca. 1500 personer inden 50 års alderen pludseligt og uventet af hjertesygdom. Nu vil den nyudnævnte professor Keld Kjeldsen gøre sit til, at fremtidens læger fra Aalborg Universitet bliver rigtig gode til at forebygge, at deres patienter bliver del af denne triste statistik.

Keld Kjeldsen har stor erfaring med patientbehandling, forskning og undervisning. Han blev læge i 1979 og har undervist på Aarhus Universitet, Københavns Universitet, det daværende Odense Universitet, ved den lægelige videre- og efteruddannelse og i udlandet. Udover læger og lægestuderende har han også undervist humanbiologer, sygeplejersker og sygeplejestuderende.

- Lægeuddannelsen på Aalborg Universitet er ganske ny, og jeg ser frem til at være med til at udvikle den og undervise de kommende læger. Jeg forventer allerede tidligt i studiet at kunne bidrage til at gøre undervisning mere relevant i forhold til undersøgelse og behandling af patienter, siger Keld Kjeldsen, der er speciallæge i kardiologi og intern medicin, har 15 års overlægeerfaring, er formand for Europæisk Kardiologisk Selskabs arbejdsgruppe for behandling med hjertemedicin og i sommer stod for selskabets internationale kongres i København om pludselig hjertedød.

Keld Kjeldsen er overlæge på hjerteafdelingen på Rigshospitalet og leder et forskningslaboratorium, som er tilknyttet Danmarks Grundforskningsfonds Center for Hjertearytmi.

- For mig er der ingen tvivl om, at de studerende får mere ud af undervisningen, fordi jeg kan bidrage med konkrete eksempler fra min kontakt med patienter. Det er også her, jeg finder ideer til nye forskningsprojekter, siger Keld Kjeldsen.

Keld Kjeldsen interesserer sig særligt for, hvorfor en grundliggende hjertesygdom, som måske endda er medfødt, pludseligt en dag måske som barn eller måske som voksen giver hjertestop.

- Hvorfor skete det nu - hvorfor ikke i går eller i morgen? Her spiller forstyrrelse i saltbalancen – især kaliumbalancen – i det cellulære miljø i hjertet bl.a. under fysisk anstrengelse en betydelig rolle som udløsende faktor, siger Keld Kjeldsen, der har skrevet disputats om hjertets kalium-pumpe og næsten 200 artikler om emnet.

- Videnskaben har haft mange gennembrud indenfor hjertesygdomme i de senere år. Men det kniber lidt i forhold til pludselig hjertedød, så der er virkelig mange vigtige forskningsopgaver at gå i gang med. Jeg håber at kunne sætte mere fokus på området og inspirere studerende og læger fra Aalborg til at være med, så vi kan nå nye resultater, der både kan komme nordjyder og alle andre til gavn, siger den nyudnævnte professor, der har modtaget flere nationale og internationale priser.

Dekan Egon Toft glæder sig over, at Keld Kjeldsen nu er professor på Aalborg Universitet.

- Aalborg Universitet får mulighed for at kombinere den forskning vi laver i pludselig hjertedød med den internationalt anerkendte viden, Keld Kjeldsen besidder. Vi håber, det kan give et gennembrud i forskningen. Samtidig vil Kelds imponerende internationale netværk kunne bidrage til et stort skridt frem for vores nyetablerede fakultet, siger Egon Toft.